I middelalderen og renæssancen fandtes der ingen selvstændig antropologisk videnskab, men der blev reflekteret i stor stil over "de fremmede" og deres anderledeshed. Middelalderens verdens-billede var fastlagt af kristendommen, så når de romerske kristne var i krig med eller blot missionerede blandt fremmede, var det især ved hjælp af Biblen, man bestemte og kategoriserede de fremmede folk og dermed definerede sig selv. Antropologi i Middelalderen og Renæssancen analyserer teorierne om forskellige folk i perioden fra kristendommens gennemslag til og med opdagelsen af Amerika.I konsekvens af den kristne antropologiske filosofi fik hvert verdenshjørne en speciel placering i udviklingen fra skabelsen til dommedag. Dette beskrives i bogen med særlig vægt på det mystiske Østen, som var kristendommens vigtigste verdenshjørne. Det var herfra, Adam var kommet efter syndefaldet, og det var også herfra, ondskaben de sidste dage blodigt skulle komme over verden. Bogen viser, hvordan det gennem hundredvis af år lykkedes at tolke nye og overraskende erfaringer af andre lande og folk ind i den kristne grundfortælling og dermed fastholde en antropologi baseret på Biblen.