Da Amaia Salazar var 12 år, var hun faret vild i skoven i 16 timer. De fandt hende i det tidlige daggry 30 kilometer nord for det sted, hvor hun var trådt væk fra stien. Hun lå bevidstløs i den intense regn, hendes tøj var sværtet og tilsølet som tøjet på en middelalderheks, der var blevet reddet fra bålet. I stærk kontrast hertil var hendes hud hvid, ren og iskold, som om hun lige var dukket frem af isen.
I august 2005, længe før de makabre hændelser i Baztán-dalen fandt sted, deltager den 25-årige vicekommissær Amaia Salazar fra Navarras autonome politi i et udvekslingsprogram for europæiske politifolk ved FBI’s akademi i USA. Hovedforlæseren er Aloisius Dupree, lederen af akademiets efterforskningsteam. Et af de casestudier, de inviterede politifolk bliver præsenteret for, omhandler den åbne sag om en seriemorder med tilnavnet ”komponisten”, som altid slår til i forbindelse med alvorlige naturkatastrofer. Han udsletter hele familier og arrangerer forbrydelserne som en liturgisk scene. Amaia bliver noget uventet en del af Duprees efterforskningsteam, som indfinder sig i New Orleans samme aften, som en af de værste orkaner i landets historie fejer ødelæggende ind over land i et forsøg på at komme morderen i forkøbet … Men et opkald fra hendes tante Engrasi i Elizondo vækker gamle spøgelser til live i Amaia, barndommens spøgelser, der vil kunne ændre alt, og som uvægerligt vil bringe hende i kontakt med hjertets nordside igen.
