Tennisdigte af Maja Lucas er digte om sport og lyst. Om gule bolde, knæskader og grus. Om tennismakkere og tenniskampe og om at smashe, serve, slice og skrue. Om at forvandle sig til et rovdyr på banen og slippe sorgen og vreden fri, som hverdagen spærrer inde. Om at elske sin tennismakkers krop, men også have lyst til at smadre ham eller hende. Om naturen, kroppen bærer i sig, og den natur, tenniskroppen mærker, når den er åben for verden. Om at være kvinde på en mandlig arena – og om det ekstatiske ved at indtage den arena med et hårdt og præcist ketsjerslag.