De Kellerske Anstalter var i mange Är navnet pÄ Danmarks stÞrste institution for udviklingshÊmmede. Eller Ändssvage som de blev kaldt. Institutionen kom til verden i 1865 i en baggÄrd i det indre KÞbenhavn, men fik hurtigt voksevÊrk, og inden Ärhundredet var omme, var stenbroen byttet ud med et omfattende anstaltskompleks i Brejning mellem Vejle og Fredericia. De paladsagtige bygninger blev i Ärenes lÞb et hjem for mere end 13.000 patienter, og Danmark blev et foregangsland, nÄr det gjaldt systematisk indsamling, overvÄgning og sterilisation af Ändssvage. De Kellerske Anstalter var, med sine isolerede filialer pÄ LivÞ og SprogÞ, den institution som politikere og lÊger gerne holdt frem som forbillede for resten af Europa. Et bevis pÄ hvor humant Danmark var.
Men institutionen skabte ikke kun forbedrede forhold for nogle af landets svageste borgere. Den var ogsÄ var udtryk for et samfundsmÊssigt fravalg og med til at gÞre et stadigt bredere spektrum af mennesker til afvigere. I sine velmagtsdage rummede anstalten mennesker, som man i dag ikke ville drÞmme om at institutionalisere, herunder en far til en dansk statsminister. Den slags kan der vÊre gode grunde til at mindes. Men der kan ogsÄ vÊre gode grunde til at glÊde sig over, at det nu er slut. I 1990 blev institutionen nedlagt.
Det siges, at graden af et lands âciviliserethedâ kan mĂ„les pĂ„, hvordan det behandler sine afvigere. Hvis det er sandt, sĂ„ er historien om De Kellerske Anstalter et stykke enestĂ„ende danmarkshistorie.