Den engelske forfatter og litteraturkritikker Samuel Johnson (1709-1784) var en af sin tids mest respekterede og hyldede kulturpersonligheder, men han var samtidig et af de mest mærkværdige mennesker, man kunne tænke sig. Mogens Knudsen fortæller om den geniale mand, der gryntede og surmulede i de fineste saloner, og som overraskede alle sine beundrere ved sit lurvede og utiltalende udseende og sine dårlige manerer.
Samuel Johnson bliver i dag blandt andet husket for sit banebrydende værk "A Dictionary of the English Language" og for den berømte og velskrevne biografi, hans gode ven James Boswell skrev om ham.
Mogens Knudsen (1919-1985) var en dansk forfatter og forlagsdirektør. Han debuterede som forfatter i 1942 med "Nis Petersen" og udgav efterfølgende flere bøger i forskellige genrer. Han arbejdede blandt andet for Danmarks Radio og for Gyldendal først som oversætter og konsulent og senere som forlagsdirektør.