"G.F. Händels Messiah. Et kompendium" rummer musikforsker og dr. phil Peter Ryoms historiske studie af Händels Messias. Ryom sammenfatter dels oplysninger om værkets historie i Händels samtid og eftertid og giver dels et samlet overblik over værkets satser og varianter. Gennem en historisk undersøgelse bidrager Ryom med oplysninger om tidligere tiders opførelsespraksisser og om mulighederne for at opføre og studere værket i dag. Händels Messias’ tekstlige indhold rummer også en væsentlig teologisk og idémæssig side, som Peter Ryom kommer rundt om gennem en afklaring af messias-begrebet, der har betydning for analysen af værkets tilblivelse og tolkning.
Peter Ryom (f. 1937) er en dansk musikforsker og dr. phil. Han står bag udgivelsen af en række bøger om musikhistorie og analyser af klassiske værker og han er blevet kendt verden over for sin nummerering af Vivaldis værker, som bruges som international standard. I en årrække var Ryom desuden leder og tilrettelægger af en række klassiske musikprogrammer på Danmarks Radio.