"Havet i munden" er en digtsamling om nydelse, smerte, at svømme og om testosteron. Om at forandre sig i fællesskab. Om hvordan det føles at have en krop, når det ikke er noget, man er vant til.
Digtene kredser om to kropslige oplevelser, der på én gang er komplekse, overvældende, enkle og omvæltende – at bade i havet og at begynde at tage hormonet testosteron. Bogen følger et jeg gennem en række rejser, møder, svømmeture og kropslige forandringer. Havet er hårdt, koldt, blødt, skinnende og fuldt af andre badegæster, kroppen vil alt muligt, stemmen er i overgang. Præmisserne for sproget, talens og kroppens væren i verden ændrer sig og må genforhandles. Hvordan taler man med en knækket stemme?
Om forfatteren:
Luka Holmegaard, f. 1990, har udgivet romanerne "EMMA EMMA" og "Graceland", genrehybriden "LOOK", der er oversat til tysk, og derudover radiodrama, essays og en række artikler til Information. Hens seneste to bøger blev begge nomineret til Politikens Litteraturpris.