Dramaer har der vĂŠret nok af â bĂ„de pĂ„ jobbet og privat, og nogle af dem endte pĂ„ forsiderne og gav skrammer bĂ„de indad og udadtil.
Men denne bog er mere end noget andet historien om blive tvunget til tage ansvar for sit eget liv. Skuespiller Helle Hertz er et smukt og inspirerende eksempel pÄ, at der sjÊldent er nogen vej udenom, uanset hvor kendt og succesrig man er. Hun sÞgte trygheden og hang fast i uselvstÊndigheden, indtil hun blev sparket ud pÄ det dybe vand.
Med den livserfarnes overblik ser hun tilbage pĂ„ barndommen med ordblindhed og problemer i skolen og pĂ„ sin store og farverige familie, hvor grunden til karriere, kĂŠrlighed â og masser af komplekser â blev lagt.
Noget af det eventyrlige ved denne personlige beretning er, at hovedpersonen lykkes â pĂ„ trods. Til sin egen overraskelse finder hun som halvvoksen pige ud af, at hun dur til noget: Hun kan spille teater. Den lille ordblinde pige ender med at lĂŠre enorme rollehĂŠfter udenad, men nok sĂ„ mange hĂŠdersbevisninger og flotte anmeldelser kan ikke fordrive angsten for aldrig at vĂŠre god nok. OgsĂ„ i sin beskrivelse af splittelsen mellem karriere og familie spejler Helle Hertz sin generations kvinder â for ikke at tale om generationen af pligtopfyldende karrieremĂždre, der kommer efter. Aldrig tid nok, altid dĂ„rlig samvittighed.
En udviklingshistorie af den klassiske slags, hvor der gĂ„r ca. 50 Ă„r, fĂžr hovedpersonen lĂŠrer at sige nej. Helle Hertz giver et godt billede af, hvad det koster at vĂŠre medlem af flinkeskolen â men med denne bog bliver hun et lysende eksempel pĂ„, at det aldrig er for sent at blive sig selv. Hendes tilbageblik og refleksioner om at slutte fred med sine fejltagelser, sit liv, sine sorger, sin alder og de andre tunge sten i rygsĂŠkken er bĂ„de forrygende og lĂŠrerig lĂŠsning.