Med et blik, en berĂžring opstĂ„r en pludselig nĂŠrhed, eller med et blik, en berĂžring fjerner mennesker sig fra hinanden. BĂžrn, excentrikere, en far, som forsvinder fra en psykiatrisk afdeling â mennesker krydser vores livsvej, ledsager os, gĂžr os lykkelige og forbliver ufattelige. En gammel mand tĂŠnker pĂ„ en lang rejse til Nantucket, der ligger mange Ă„r tilbage, pĂ„ venner, pĂ„ et hus, der endnu kun eksisterede som et omrids.
Siden sin fĂžrste store succes med debuten Sommerhus, senere har Judith Hermann vĂŠret berĂžmt for sin stemme, som ikke kan forveksles med nogen andens, og for sit sprogs elegance og skĂžnhed. I sine nye fortĂŠllinger finder hun lige sĂ„ koncentreret som let de ord, som eksistensens ufattelige drama udfolder sig imellem. Hvad sker der, nĂ„r vi mĂžder nogen? Hvor tĂŠt kan vi vĂŠre pĂ„ de mennesker, vi elsker? Judith Hermanns skikkelser er af og til helt forsvarslĂžse. SĂ„ meget desto mere intensive er deres mĂžder med andre â sĂ„vel elskede som fremmede mennesker. Disse Ăžjeblikke opstĂ„r tilfĂŠldigt, upĂ„faldende, men har under overfladen en eksistentiel tyngde.
âDet er litteratur i verdensklasse.â â Weekendavisen
âJudith Hermann er nĂŠsten naturstridigt god ⊠Hermann fortĂŠller med stor psykologisk indsigt og i et prĂŠcist, stramt sprog, der nok giver mindelser om Raymond Carver, men har sin egen kimende smukke tone.â â Berlingske, ******
âGennem en skĂžn prosas fintslebne linse fĂ„r Judith Hermann det prekĂŠre, ordinĂŠre og triste til at lyse ⊠Ved at veje hver stavelse, hvert ord, hver sĂŠtning pĂ„ skĂžnhedens og prĂŠcisionens vĂŠgtskĂ„l giver Judith Hermanns noveller lĂŠseren det andet blik pĂ„ menneskene, ikke bare pĂ„ sig selv og de, fĂžrhen og nuvĂŠrende, nĂŠrmeste, men ogsĂ„, og mĂ„ske navnlig, pĂ„ dem, man stĂ„r i kĂž ved kassen med. Det er intet mindre end Ă„benbarende.â â Lilian Munk Rösing, Politiken, â„â„â„â„â„â„