"Under hele den tyske besættelse af Danmark 1940-45 virkede en militær efterretningsvirksomhed rettet mod den tyske besættelsesmagt. Der var tale om en lille gruppe officerer fra Hæren og Søværnet, der af nationale, ideologiske og professionelle grunde, næsten fra begyndelsen af besættelsen påbegyndte denne virksomhed."
Hans Christian Bjerg beretter om den danske militære efterretningstjeneste, der i al hemmelighed vedblev at operere i Danmark, efter hagekorsets flag var blevet rejst i landets gader, og nazisterne havde stækket det danske militærs vinger.
Første bind omhandler tiden umiddelbart før besættelsen, de første par år, hvor modstanden besluttes og organiseres, og tiden frem til 1943, hvor efterretningstjenesten etableres i Stockholm.
Hans Christian Bjerg (f. 1944) er dansk historiker og forfatter. Han er uddannet i historie og indianske sprog og kultur fra Københavns Universitet og har især beskæftiget sig med marinehistorie. Bjerg har undervist på både Søværnets Officersskole og Københavns Universitet og har endvidere været overarkivar på Rigsarkivet.