Den 7. marts 1969 opfanger en dansk radarstation på Bornholm et signal. Et ukendt fly er på vej sydfra med kurs mod Bornholm. Det kommer fra Østtyskland - fjendeland. Alarmen går, og straks bliver to danske jagerpiloter sendt på vingerne for at indhente flyet, inden det når Bornholm.
I dette afsnit af podcastserien 'Flugten over jerntæppet' skal du høre den utrolige historie om Gerhard Scharnetzkis faneflugt. Scharnetzki var officer i det østtyske flyvevåben, og en tro tjener mod styret i DDR. Men en række begivenheder får ham til at ændre sit syn på tilværelsen, og snart sidder han i en flyver på vej nordpå.
Indlæser: Anne Blomsgård
Manus og tilrettelæggelse: Jesper Clemmensen og Ole Sønnichsen
Klip og lyddesign: Jonas Johs Andersen
Redaktør: Andreas Lindinger Saxild
Flugten over Jerntæppet
Efter anden verdenskrig delte sejrherrerne det europæiske kontinent imellem sig. I vest blomstrede frie demokratier op af asken, mens landene i øst blev underlagt ufrie regimer, der refererede til Moskva. På grænsen mellem øst og vest skabtes en dødsensfarlig grænse, som skulle blive Den Kolde Krigs mest betydningsfulde symbol – en fysisk barriere, der for millioner af mennesker betød forskellen mellem indespærring og frihed, mellem liv og død. Fra 1945 til Murens Fald i 1989 forsøgte hundredtusinder af borgere i Østblokken på alle mulige og umulige måder at flygte over Jerntæppet til friheden i Vesten, og skabte dermed en årtier lang flygtningestrøm, der står som periodens største menneskelige drama. Flygtningene ved Jerntæppet var Den Kolde Krigs egentlige ofre, og det er nogle af alle disse spændende, bevægende og tragiske skæbner vi udfolder i 'Flugten over jerntæppet'.
Jesper Clemmensen (f. 1975) er journalist, foredragsholder og tilrettelægger af dokumentarfilm til DR1, DR2 og TV 2. Han er forfatter til bestsellere som ”Flugtrute Østersøen”, ”Afhopperne” og ”Skibet fra Helvede”.
Ole Sønnichsen (f. 1973) er journalist, foredragsholder og forfatter til adskillige anmelderroste og populære historiske værker og biografier, blandt andre ”Rejsen til Amerika”, ”One Dollar Man” og ”Det sidste gidsel”.