Anna Margrethe Kjærgaard (født i Århus i 1972) er uddannet på Danmarks Designskoles Institut for Visuel Kommunikation samt Kunstakademiet i Kraków i 2002. Hun debuterede som illustrator i 2001 og har siden illustreret en række billedbøger. Anna Margrethe Kjærgaard debuterede som forfatter med bogen Bror i 2013.
Siden 2008 har hun boet på Bornholm, hvorfra hun arbejder som freelancetegner.
Anna Margrethe Kjærgaard har de senere år modtaget en række anerkendelser og arbejdslegater fra bla. Kunstfonden og modtog i 2015 Kulturministeriets Illustratorpris for Mit hus. Hendes bøger er solgt til flere lande, og i 2016 blev hun tildelt Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat. Anna Margrethe var desuden nomineret til Nordisk Råds Børne- og Ungdomspris i 2020 for bogen Ud af det blå.