Katrine Marie Guldager

Forfatter • 46 bøger

Katrine Marie Guldager (født 1966) debuterede med digtsamlingen Dagene skifter hænder i 1994. Siden har hun udgivet en lang række romaner, novellesamlinger, digtsamlinger og børnebøger. Hun er bl.a. kendt for Køge-krøniken, der skriver et kapitel til den moderne danmarkshistorie ved at følge en familie fra Køge fra Anden Verdenskrig og frem til 1980'erne. Og den anmelderroste bestseller En uskyldig familie (2017) om finansmanden Frederik, der søger lykken i udlandet efter en opvækst i en venstreorienteret sydfynsk hippiefamilie med stærke kvinder og svage mænd. I 2018 udkom Bjørnen (2018) om den vrede Vibse, og senest var hun aktuel med den autobiografiske roman Det samme og noget helt andet. Senest var Katrine Marie Guldager aktuel med Birgithe med TH (2023) om en kvinde fanget i centrum af en dybt kompliceret og helt almindelig familie, i august 2023 udkom Endnu en dag i Guds skaberværk om en kvinde, som er træt af at leve i udkanten af andre menneskers fællesskaber, og i januar 2024 afslutter hun trilogien med de vrede kvinder med Jeg hører, hvad du siger, der er en fortælling om en kvinde, som kæmper for sin søns liv.

Katrine Marie Guldagers bøger er oversat til flere sprog, og hun har modtaget en lang række legater og priser, bl.a. Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse, Kritikerprisen og Beatriceprisen.

Foto: Sara Galbiati, Gyldendal Medie, 2023