Marguerite Duras (1914-1996) var fransk forfatter og filmskaber, født og opvokset i Fransk Indokina.
Familien var fattig, da Duras' mor måtte forsørge tre børn alene efter farens død, og den svære opvækst havde stor indflydelse på Duras' senere forfatterskab. Hendes velnok mest kendte bog er Elskeren, som handler om hvordan hun som ung teenager havde et skandaløst forhold til en 12 år ældre rig, kinesisk forretningsmand. Bogen modtog den store franske Goncourt-pris i 1984 og blev filmatiseret i 1992.
Duras nåede at få stor anerkendelse som både forfatter og filmskaber - hun skrev bl.a. originalmanuskriptet til filmklassikeren Hiroshima, mon amour (1959) - men kæmpede hele sit voksne liv med forskellige personlige problemer, blandt andet en alvorlig alkoholisme, som også kom til at præge hendes kunst.
Foto: Archives Gallimard © Editions Gallimard