Ursula Andkjær Olsen, født 1970, er cand.mag. i musikvidenskab og filosofi fra Københavns Universitet. Fra 1997-99 gik Ursula Andkjær Olsen på Forfatterskolen.
Ursula Andkjær Olsen debuterede i 2000 med digtsamlingen LULUS SANGE OG TALER. Her indledte Ursula Andkjær Olsen forfatterskabets karakteristiske legesyge og musikalske omgang med sproget. De følgende år udgav hun bl.a. digtsamlingerne ATLAS OVER HULLER I VERDEN i 2003 og HAVET ER EN SCENE i 2008. For denne digtsamling blev Ursula Andkjær Olsen nomineret til blandt andet Nordisk Råds Litteraturpris og præmieret af Statens Kunstfond. I 2016 udkom den illustrerede VI RUS SALVE, som er et samarbejde med billedkunstneren Stense Andrea Lind-Valdan, og i 2017 er Ursula Andkjær Olsen aktuel med sin første roman, KRISEHÆFTERNE.
Ursula Andkjær Olsen har desuden skrevet flere kammeroperaer og gennem årene har hun modtaget en række priser og anerkendelser, blandt andet Carlsbergs idélegat 2001, Dan Turell-prisen 2006, Edvard Pedersens Biblioteksfonds Forfatterpris 2007 og Montanas Litteraturpris 2013.