(0)

Amik drager ud i verden

E-bog


Da Amik slår øjnene op på sin 18 års fødselsdag, kan hun næsten ikke forstå, hvor dejligt livet er. Her ligger hun i sin seng i Paris. Om lidt skal hun til undervisning på den kunstskole, hvor hun er blevet optaget. Verden ligger åben for Amik. Alligevel savner hun sine veninder fra pige-pensionen i Danmark. Især grønlandske Amitsa blev hendes perleveninde. Men livet i Paris er alligevel ikke lutter fornøjelse, og Amik beslutter sig for at rejse hjem til Canada. Træhuset, hendes barndomshjem, står som de gjorde, da hun forlod stedet for at rejse til Danmark. Men alligevel er alting helt anderledes. Far er blevet gift igen, og Amik har svært ved at acceptere det. Det plejede bare at være de to, efter mor døde. Kan Amik affinde sig med fars nye kone, eller må hun rejse derfra endnu en gang?

Estrid Ott (1900-1967) var en dansk forfatter og journalist, der blev kendt for sin store produktion af børnebøger. Estrid Ott debuterede i 1923. Det blev en noget anderledes debut, da bogen blev til i samarbejde med moren Olga Ott.

Estrid Ott blev uddannet journalist ved Vestjyllands Folkeblad, og fik senere ansættelse ved Berlingske Tidendes udenrigsredaktion. I jobbet som korrespondent dækkede hun vinterkrigen mellem Finland og Sovjet i 1939-40. Inspirationen fra Finland og andre nordlige egne er til at mærke i Estrid Otts forfatterskab, hvor flere af bøgerne finder sted i Lapland, på Svalbard eller i Grønland, hvor hun også boede for en periode.

Estrid Ott nåede at producere mange bøger, førend hun fik sit egentlig gennembrud med bogserien om Chico, der er et portugisisk gadebarn. Første bind i serien "Chicos lange vandring" vandt Kulturministeriets børnebogspris i 1958.

Estrid Ott har udgivet en række bøger under pseudonymet Magnus Moen.