Ethvert individ og samfund opfatter sig selv som enestående og gør de andre til fremmede - grænsen for ens identitet standser der, hvor den fremmedes begynder. Dette spil mellem identiteter og fremmedhad har lige siden antikken optaget filosoffer, forfattere og opdagelsesrejsende.

Men fra antropologiens perspektiv skifter individer og menneskegrupper også mellem at definere sig selv som helt unikke og som brikker i et større universelt projekt om f.eks. kristendommens udbredelse eller udvikling af civilisation.

Antropologiens idéhistorie følger diskussionerne om "os og dem" hele vejen op til det 20. århundrede og viser, hvordan ideen om den fremmede har tjent mange forskellige formål. I beskrivelsen af den fremmede som enten dyrisk eller ædel skabes fundamentet for egen selvforherligelse eller en indadrettet kulturkritik.

Via disse hovedspor optegner forfatteren de 2500 år lange linjer bag vores identitetsdannelse samt konstruktionen af de eksistentielle byggesten, som karakteriserer vores forskelligartede kulturer.