Den tyske pædagogiske forsker Andreas Gruschka kritiserer nådesløst og overbevisende det aktuelle uvejr af reformer, der rammer uddannelsessystemerne, særligt i Europa og USA. Hans udgangspunkt er udviklingen i Tyskland, men indholdet vil være helt genkendeligt for en dansk læser.
Gruschka beskriver, hvordan den ene reform hurtigt følger den anden, så den seneste devaluerer den foregående, uden at nogen når at få klarhed over reformernes eventuelle effekt. Hvis der da overhovedet er kommet noget ud af dem andet end mismod blandt lærerne?
Bogen indeholder kritiske analyser af ”opskrifter” på god undervisning (fx Hilbert Meyer) og af det allestedsnærværende kompetencebegreb, som nogen fejlagtigt forestiller sig kan erstatte dannelsesbegrebet.
Gruschka er særlig kritisk over for en ”didaktisering”, hvor undervisningen udarter sig til fokusering på bestemte undervisnings- og arbejdsmetoder uden sensibilitet for undervisningens konkrete indhold. Konsekvensen af didaktiseringen er, at undervisningens sigte om at øge elevernes forståelse af en sag og derigennem elevernes dannelse til myndighed fortabes.
Bogen henvender sig alle, der beskæftiger sig med undervisning og uddannelse, både praktikeren, udvikleren og forskeren.
