(0)

De derhjemme

e-bog


"Døren blev revet op, og Marie halvt for, halvt faldt ind ad den. Hun prøvede på at tale roligt, men stemmen knækkede over.

'Kort fra monsieur Gaspard – og fra mademoiselle – og brev – min broder har det også godt. – Jeg måtte vente på postmanden.'

Det flimrede for madame Moreaus øjne, mens hun sad med kortet i hånden. Det var svært at læse disse hastigt skrevne blyantsbogstaver. Men det var jo snart også lige meget, hvad der stod. Blot Gaspard selv havde skrevet det, blot det var et bud fra ham, fra hendes eneste lille dreng."

"De derhjemme" handler om de mange familier, der ventede hjemme i Paris under første verdenskrig, mens deres sønner, ægtemænd og fædre kæmpede den nådesløse kamp i skyttegravene. Bogen fortæller en række rørende historier, der alle er baseret på menneskeskæbner, som Olga Eggers selv har været i kontakt med.

Bogen udkom første gang i 1916.

Olga Eggers (1875-1945) var dansk journalist og forfatter. Hun var en markant skikkelse i sin samtid som fremtrædende socialdemokrat og kvindesagsforkæmper. Eggers var optaget af kvinders seksuelle frigørelse og retten til prævention og abort, og hun udfoldede disse emner i flere af sine romaner.

I 1933 meldte Eggers sig imidlertid ind i det danske nazistparti og blev i 1945 arresteret af modstandsbevægelsen og døde samme år i Vestre Fængsel. Olga Eggers står tilbage som en kompleks og sammensat skikkelse i dansk kultur- og litteraturhistorie.