Tiggere, kriminelle og tvangsarbejdere. Det vrimlede med folk på sultegrænsen i 1700- og 1800-tallets København. Men fattigdom var ikke kun et problem for underklassen. Også de husarme – fattige fra middelstanden med egen husstand – levede med frygten for, at ulykker, sygdom eller alder skulle sende dem på en social rutsjetur. Gik det helt galt, kunne de ende i tiggeri, på fattiggård eller i tvangsarbejdshus.
Den slags ville de husarme for alt i verden undgå. For de følte sig anderledes end andre fattige. De husarme skammede sig over deres fattigdom og ville hverken tigge eller have offentlig hjælp. Det handlede om at holde facaden, redde æren og fremstå som respektable borgere. Ellers var alt tabt.
Den skjulte fattigdom har fokus på usynlige fattige og viser, at debatten om relativ fattigdom ikke kun finder sted i vore dage. Man kan godt være fattig, selv om man har tag over hovedet og får nødtørftig mad på bordet.
