Det selvudslettende får

„Hvis bare jeg kunne komme til at føle mig lidt mere uduelig, så kunne jeg måske forsvinde fra Jordens overflade," tænkte Miranda. Man kunne ligefrem udføre øvelser der gik ud på at man skulle stille sig foran et spejl og sige til sit spejlbillede: »Du er smuk og dejlig«, »Jeg elsker dig« og den slags. Så skulle man kunne opnå at blive mere tilstedeværende her i verden, mere tydelig i kanten, om man så må sige. „Man må også kunne gøre det modsatte,“ tænkte Miranda. Hun kunne næsten ikke holde synet af sig selv ud. Så megen grimhed og uduelighed samlet på ét sted. „Du duer ikke til noget! Du duer ikke til noget!" Af al kræft prøvede hun at forestille sig hvordan hun blev så uduelig at hun ikke engang duede til at eksistere ... Beretningen om en kamp mod det onde. Og om længsel, identitet, viljestyrke og ikke mindst manglende selvværd oplevet gennem det færøske får Miranda ...