David Foster Wallace begik selvmord i 2008 i en alder af blot 46 år. Inden da havde han med romanen ’Infinite Jest’ etableret sig som det vigtigste skønlitterære navn i sin generation.

Sideløbende med sine romaner og noveller skrev Wallace gennem hele karrieren essays og journalistiske reportager. Disse tekster er helt anderledes tilgængelige end hans litterære eksperimenter, og de er blevet læst bredt og har haft en kolossal indflydelse på forfattergenerationen, der tæller blandt andre Jonathan Franzen, Dave Eggers og Zadie Smith.

Det mest kendte essay, ’Noget muligvis sjovt, jeg sikkert aldrig vil gøre igen’, er en rasende underholdende skildring af Wallaces oplevelser under et luksuskrydstogt i Caribien. Her tegnes et på én gang morsomt og forstemmende portræt af en amerikansk forlystelsesindustri, hvor man ikke bare har mulighed for, men nærmest er tvunget til at have det sjovt. Med i bogen er også en berømt tekst om tennisgeniet Roger Federer, en reportage fra John McCains kampagne for at blive republikanernes præsidentkandidat i 2000, Wallaces indædte opgør med den litterære postmodernisme samt titelessayet, som er en slags kondenseret udtryk for den måske vigtigste essens, man kan uddrage af Wallaces forfatterskab: en opfordring til, at vi sætter os ud over vores solipsistiske og søvngængeragtige standardindstilling, hvor vi er centrum i vores egen lille verden, og i stedet forholder os nysgerrigt, åbent og empatisk til vores omverden og medmennesker.