En landsbydegns dagbog : Med forord af Ida Jessen

Steen Steensen Blicher

St.St. Blicher, Steen Steensen Blicher, 1782-1848, var dansk forfatter. Privat gæld og digterflid gjorde Blichers novelleproduktion overordentlig stor, fra den tog fat i 1824. Formelt set er Blichers arbejde med fortæller-fiktionen hans afgørende bidrag til moderniseringen af dansk prosa. Hans særlige fortælleteknik beror på brugen af "den personaliserede jeg-fortæller", dvs. fortælleren er et "jeg", som kan være så direkte involveret i de begivenheder, der berettes, at det bliver sin egen historie, han fortæller. Den form er tydelig i dokumentfiktionerne som Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog (1824), hvor Morten Vinge løbende betror dagbogen sin skæbne, og hvor Blicher afslører hans manglende selvstændighed ved at lade hans sprog skifte efter hans omstændigheder. En anden variant har man i Sildig Opvaagnen (1828), hvor en selvretfærdig præst vil forklare sin vens selvmord. Igennem denne beretning blotlægger præsten efterhånden sit eget bigotteri på en sådan måde, at det bliver Blichers indirekte fremstilling af lillebyens snæversyn og sladderagtighed der toner frem. Blichers suveræne fortælleteknik er afgørende for, at han fremstår som den første store realist i dansk digtning. Hans mange skildringer bliver levende og vedkommende, fordi de formidles gennem fortællingen om begivenheder, som har grebet og rystet de mennesker, der fortæller dem. Samtidig fremstår paradoksalt nok novellernes dybeste udsagn af det forhold, at fortællingernes troværdige vidnesbyrd fremlægges på en sådan måde, at de vækker læserens mistillid til fortællerne. Vi tror på, at tingene er sket, som de fortælles, men fortællernes engagement i dem er så hudløst, at vi tvinges til at tvivle på, om de tolkninger, som de fremlægger, er holdbare. Forholdet mellem begivenheder og fortolkning gjorde Blicher til tema for en af sine største noveller, Præsten i Vejlbye (1829). Præsten Hr. Søren henrettes efter aflagt tilståelse for et mord, som han ikke har begået. Gåden er, hvorfor præsten tilstår, og forklaringen er, at det er fordi han ikke kan andet, ellers bryder hele hans tilværelsesforståelse sammen. Blichers far, præsten Niels Blicher til Vium, var en fremragende repræsentant for sin tids rationalistiske præstetype. Han blev sønnens fortrolige lærer, og Blicher havde meget fra ham. Moderen fik ingen aktiv betydning for hans opdragelse, da hun tidligt blev sindssvag. I 1810 afsluttede Blicher sine teologiske studier i København og fik ansættelse som adjunkt ved sin gamle skole i Randers. Samme år giftede han sig med Ernestine Blicher, hans farbroders unge enke. Ægteskabet blev rigt på børn, men ikke meget lykkeligt. I 1819 fik han præstekald i det fattige Thorning og fra 1825 et bedre kald i Spentrup. Men han sad i håbløs gæld; han angav selv ønsket om ekstraindtægter som en væsentlig grund til, at han begyndte at skrive noveller. Blicher plejede ikke sine præstekald alt for samvittighedsfuldt og indimellem tog hans mange vandre- og jagtture på heden karakter af egentlig vagabondering, hvor han blev fortrolig med alt og alle. I september 1847 fik han uansøgt afsked, men med pension; et halvt år efter døde han. Læs mere: http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=48222