"(Nat kl. 2.) Tante! Det er et forfærdeligt vejr. Vi burde visselig være blevet liggende. Det rusker og river i tovværket, og Orions maskine stønner, som om den hvert øjeblik ville sprænge. Den arbejder tungt, vandet slår ind til os, lamperne i salonen er gået ud, og rundt uden om os brøler og bruser Østersøen, mens den plasker hen over dækket og leger med Orion, som var den en høvlspån."
Everil er kun 19 år, da hun går om bord på skibet Orion, der skal føre hende fra Stockholm og helt til København. Den unge pige har aldrig været væk fra Sverige og aner ikke, hvad der venter hende i Danmark udover en plads på Kunstakademiet. Gennem Everils breve til sin tante følger vi hendes færd ned langs Sveriges fredfyldte kyster til den pulserende København, hvor intet er, som Everil har forventet. De mennesker, hun møder i hovedstaden, kommer til at forme og udfordre hende som kvinde såvel som kunstner.
Bogen udkom første gang i 1876.
Laura Kieler (1849-1932) var en dansk-norsk forfatter, der både var kendt for sit forfatterskab, som ivrig debattør i kvindeorganisationernes tidsskrifter og for at være inspiration til to kvindeskikkelser i Henrik Ibsens skuespil. Henrik Ibsens skildringer af Laura Kieler var ikke flatterende, men udstillede i stedet aspekter af hendes liv, som hun ikke ønskede, at offentligheden skulle se. Uagtet Henrik Ibsens fremstillinger af hende og blandt andre Georg Brandes’ hårde kritik huskes Laura Kieler som en dygtig forfatter og en handlekraftig og viljestærk kvinde, der formåede at hæve sig over den uretfærdighed, verden igen og igen bød hende. Laura Kieler blev læst af mange, og hun fik som en af de få gennembrudskvinder en betydelig indkomst af sit forfatterskab. Sammen med forfatterkollegaerne Jenny Blicher-Clausen og Johanne Schjørring redigerede hun et festskrift, der udkom i 1895 i anledning af Kvindernes Udstilling samme år.