Henrik Pontoppidan

Henrik Pontoppidan (1857-1943) var dansk forfatter. Præstesønnen Pontoppidan valgte efter realeksamen ingeniørstudiet i bevidst opposition til faderen. Men umiddelbart før den afsluttende eksamen i 1879 opgav han den sikre karriere til fordel for det usikre liv som forfatter. Denne beslutning er kendetegnende for Pontoppidan, der gennem sit mere end tresårige forfatterskab aldrig slog sig til ro i én fast livsanskuelse. Hans værk er båret af en utrættet kritisk granskning af mennesker, af det danske samfund, af kristendommen og først og sidst af hans eget væsen. Men selv om kritikken hos Pontoppidan retter sig mod faktiske sociale og politiske forhold, er dens kerne psykologisk: De bevidste og ubevidste motiver, som driver menneskers adfærd, og som ytrer sig i forskellige former: dobbeltmoral, kynisk manipulering af andre, selvbedrag og selvundertrykkelse. Under arbejdet med romanen DET FORJÆTTEDE LAND fra 1891 blev det Pontoppidan klart, at hvis man dykker ned i den menneskelige psyke, så møder man dér kulturen og samfundet. For i opdragelsen indpodes de bærende normer uudsletteligt i det enkelte individ. I centrum for denne ofte ødelæggende prægning står den strenge fader, som i hovedværket LYKKE-PER fra 1898, der beskriver den elementære menneskelige livslysts hæmning gennem den patriarkalske fader og den kristne, altødelæggende samvittighed — det store spøgelse. Henrik Pontoppidan fik tildelt Nobelprisen i litteratur i 1917.