„At Hans Kirk er den første marxistiske forfatter i Danmark er kun en halv sandhed. Han er samtidig den, der danner afslutningen på en hundredårig episk og politisk tradition, bondelandets sidste store litterære skikkelse, Skjoldborgs, Aakjærs, Nexøs og Pontoppidans arvtager. Når hundredtusinder af danskere i tresserne læste Kirks romaner var det, fordi de ville huske. I det årti i danmarkshistorien, der måske har bragt de største forandringer med sig, blev det pludselig vigtigt at have en identitet. Hvis man ikke kan erindre, kan man heller ikke tænke fremad. Hans Kirks forfatterskab er et godt sted at søge efter rødder. Han er en bibelkyndig marxist, der ved hvorfra han kommer; når han er bedst en uovertruffen læremester i den kunst at bruge og arve historien.
Man kan ikke vende tilbage til fortiden, men hvis vi vil forandre virkeligheden, må vi vide, hvad vi vil bevare. At skrive litteraturkritik betyder i en vis forstand at være spildsamler i historiens vejkant. Litteratur er utopi, et prøvende udkast til noget andet end det givne. Derfor er litteraturen et godt sted at søge efter forbindelsen mellem fortid og fremtid.“
Sådan skriver Carsten Jensen i forordet til Folkelighed og utopi om hensigten med sin bog. Fra strukturen i almuekulturens mundtlige beretninger til temaerne i Martin Andersen Nexøs romaner gives der en analyse af forudsætningerne for Hans Kirks forfatterskab. Det vises, at der stik imod den traditionelle Kirk-tolknings antagelse ligger en dybtgående konflikt i forfatterskabet – mellem det utopiske natur- og menneskesyn, Kirk arver fra almuekulturen, og marxismens fabrikskult. I bogens afslutning stilles spørgsmålet om socialisme og kulturarv, og der tages kritisk stilling til halvfjerdsernes marxistiske litteraturkritik.