Hvad er mod?
Morten Kirckhoff blev kaldt modig, da han kvittede sit job for at blive eventyrer på fuld tid. Det undrede ham, for han havde aldrig opfattet sig selv som et modigt menneske. Og hvad vil det egentlig sige at være modig?
I denne bog deler Kirckhoff historier fra sit liv og sine mange rejser. Historier om at udforske barndommens mørke skove, trænge ind på forladte steder, male graffiti med politiet i hælene, starte virksomheder, skifte retning og gå efter kærligheden.
Samtidig udforsker han modets natur gennem samtaler med Pia Søltoft, Lene Tanggaard, Peter Lund Madsen, Niels Overgaard og Morten Münster. Her stiller han blandt andet spørgsmålene: Er alle født lige modige? Kan man træne sit mod? Og hvad sker der, hvis man handler mere modigt?
Morten Kirckhoff er eventyrer, foredragsholder, tv-vært og iværksætter. Han er bl.a. kendt fra den utraditionelle rejseserie ”Nul stjerner” på DR. Han har rejst i mere end halvdelen af verdens lande og blev i 2013 optaget i Eventyrernes Klub. Fra 2001-2017 var han partner og kreativ direktør på et reklamebureau. Han har grundlagt spiritusvirksomheden ”Wanderum” og har udgivet en række bøger på sit eget forlag, deriblandt ”Abandoned”-serien, ”VELO”, ”ILD” og ”Det smager af lort”. Han bor på Frederiksberg med sin kone og sine tre børn.













Line
16.3.2026
Syntes interviewene var det bedste ved bogen og refleksionerne på dem.
M
6.3.2026
Jeg havde ikke nogle forventninger til bogen men blev positiv overrasket. Den er virkelig velfortalt med en fin rød tråd gennem hans egne oplevelser og hans samtaler med eksperter. Nu forstår jeg hvorfor jeg hader all inklusive ferie og elsker ferier hvor man kan stoppe op og møde lokale.
Mille
13.9.2025
Det kan føles lidt overfladisk når en mand der aldrig har oplevet store traumer eller haft en svær opvækst snakker om at være modig. Til gengæld er hans fortællinger om hans forskellige oplevelser spændende!
download appen