Attenårige Bella er rejst på kibbutzophold i Israel; hendes mor, Julie, er blevet hjemme i København. De skriver lange breve til hinanden, fortæller hinanden om deres daglige tilværelse, indgående, kærligt, forstående. Det bliver imidlertid hurtigt klart, at alt ikke er så idyllisk, som de hver for sig gerne vil give indtryk af, og deres breve bliver efterhånden et skarpere og skarpere opgør om den opvækst og den opdragelse, datteren og hendes to søskende har været udsat for i et "progressivt" miljø i 1970'ernes og 1980'ernes København.