I egen barm

På mange måder et paradoks. Man får en vis indsigt i hvad der rør sig bag kulissen.. En forståelse for “hvem, hvad, hvor og hvorfor” .. Som på sin vis kan danne grobund for en medlidenhed og en forståelse for, særligt “hvorfor”. Men jeg sidder også med en lille eftersmag, som jeg har svært ved at definere. Med fare for at kaste mig ud i at “victim Blame”, så har jeg en gennemgribende følelse af, at mange af de uheldige situationer Katherine er havnet i, kun har udspillet sig fordi hun har tilladt det. - og det er måske forkert. For man tillader sjældent sin egen ulykke… Men man tillader hvor længe man vil befinde sig i den, eller hvor mange gange man vil udsættes for det samme. Jeg har siddet med en følelse af, at have lyst til at tage hende i hånden, og samtidig ruske hende lidt.. fordi “kom nu lige lidt, ikke!” Hun har været så selvsaboterende i så mange henseender.. Men hvilken ung pige fra årgang start 90’erne har ikke været det? Jeg genkender mange tanker.. lige fra spiseforstyrrelser, daddy issues; som Katherine i øvrigt rigtig fint får vendt til daughter issues… Behovet for kontrol, og et selvhad som bragte “os” (siger jeg som et kollektivt begreb over “os” piger) i favnen på drenge/mænd som ikke ville os noget godt.. fordi vi fejlagtigt troede at lykken skulle findes I hvem… Eller hvor mange… der begærede os. Jeg må dog tage hatten af, for at hun blotter sig, og fortæller om sine egne utilstrækkeligheder. Jeg havde frygtet at denne bog blot skulle pege fingre. Det synes jeg ikke at den gør. Jeg håber at hun modnes og opdager at livet ikke kun er værd at leve i favnen på en mand.

Det var godt nok en ligegyldig bog, sorry

Ok