Silas har brugt det meste af sit liv på at høre andre fortælle ham, hvem han er. Hvad han kan. Hvad han ikke kan. Hvilke dele af hans fortid der tæller - og hvilke der helst skal glemmes.
Men Silas har aldrig glemt skikkelsen, der stod i mørket, da han var syv år gammel.
“Du kender mig,” hviskede den.
Treogtyve år senere vender stemmen tilbage. Hans spejlbillede smiler uden ham, et enkelt ord bliver skrevet i duggen - og en hånd trækker ham gennem glasset.
På den anden side venter Skyggeverdenen: et ældgammelt rige, hvor minder bruges som betaling, menneskers historier kan omskrives, og dem, der ikke passer ind, langsomt bliver slettet. Her vogter de hvide skrivere over den fortælling, der skal gælde, mens dæmonerne bevæger sig i resterne af alt det, lyset har forsøgt at skjule.
Silas får Lux som vejviser - et væsen, der har vandret gennem mørket i tusinder af år og alligevel frygter det, der er begyndt at vågne. For da en skjult sten lyser ved Silas’ berøring, åbner den en vej, som selv Lux aldrig har kunnet se. På den anden side venter mennesker uden navne, spor efter valg Silas ikke kan huske, og en fremmed med hans ansigt, som synes at kende sandheden om ham.
Snart opdager Silas, at han kan se revnerne mellem det liv, et menneske virkelig har levet, og den historie andre har skrevet om det. Han kan åbne revnerne og hente sandheden frem – men hver sandhed kræver betaling. Et minde. Et navn. En del af ham selv.
Jo dybere Silas trænger ind i Skyggeverdenen, desto mindre sikker bliver forskellen mellem frelse og fangenskab, mellem dæmon og beskytter, mellem lys og mørke. For nogen har ført ham hertil før. Nogen har fjernet hans minder. Og nogen venter på, at han endnu en gang træffer det valg, der kan forandre både de levendes og de glemtes verden.
Silas må beslutte, om han vil acceptere den historie, der er skrevet om ham – eller risikere alt for at tage den tilbage.
For den farligste løgn er ikke den, andre fortæller om dig.
Det er den, du til sidst selv begynder at tro på.
