Camille Thellefsen, datter af den berømte Limfjordsmaler Leo Thellefsen, fortæller i sin barske erindringsbog om en familie, der på overfladen simulerede den idylliske kunstnerdrøm, men i stedet var en barndom fyldt med omsorgssvigt; om en umoden og selvoptaget mor, der med skødesløshed og raserianfald vanrøgtede sine børn, og om en beundret kunstnerfar, der interesserede sig for meget for den spæde Camilles krop. Camille fortæller nådesløst om overgrebene i hjemmet der ikke blev standset af de sociale myndigheder, der i stedet så den anden vej; om sin årelange kamp med psykiatrien, om selvmordsforsøgene, og om at miste troen på sig selv og ens medmennesker. Men Camilles erindringer er også fortællingen om et menneske der på ren viljestyrke trækker sig selv op fra dybet, og i kærlighed til sin datter ikke lader sig knægte af fortidens misbrug.