1864 var en national, men også en folkelig katastrofe for Sønderjylland og Nordslesvig. Landet blev amputeret og grænsen rykket helt op til Kongeåen. Man skulle nu aflægge ed til kejseren og kunne tilmed risikere at komme i treårig preussisk militærtjeneste. Så hellere udvandre. Og det gjorde rigtig mange da også. Da en folkeafstemning om de besatte områders tilhørsforhold ikke var i sigte, skiftede man kurs, nu gjaldt det at holde modet oppe hos de dansksindede. Det var ikke helt let. Det er baggrunden for den historiske roman om vandrelærerinden Henriette Gubi og optanten Knud.

Henriette Gubi blev født 1856. Hun voksede op i et fattigt hjem med mange søskende, hvoraf de fleste døde som børn/unge. Hun var også selv svagelig, og som ca. 15 årig fik hun fjernet det ene øje. Hun kom på højskole og på Zahles seminarium i København. Fra 1882-91 underviste hun i private hjem og på en lille skole ved Rejsby, indtil hun i 1890, af H. P. Hansen, blev opfordret til at blive vandrelærer. I Men sko må jeg ha’ optræder en ung mand fra Sundeved, Knud Sørensen parallelt med Henriette.

De unge mænd skulle derfor i preussisk militær når var fyldt 17 år. For at undgå dette udvandrede mange. Således også Knud. Men da forældrene ikke kunne undvære ham på gården, kom han hjem igen, og i 20 år levede han illegalt derhjemme. Romanen følger Henriette og Knud fra 1864 til, Henriette Gubi dør i 1894. Henriette når således ikke at opleve genforeningen i 1920.

Henriette Gubi, biografiske romaner, dagligliv, Danmark, Sønderjylland, 1800-1899