Vi har altid haft musik, men hvorfor har vi musik? Det ældste kendte musikinstrument er omkring 40.000 år gammelt. Det peger på, at musik ikke kun har en æstetisk funktion – ellers ville evolutionen have fjernet den undervejs. Vi spiser for at overleve, har sex for at opretholde arten, indsamler viden for at udvikle os og optimere vores overlevelsesmuligheder – men hvorfor musikken? Når vi foretager os noget, der gavner artens overlevelse, udløses der et stof i hjernen, som vækker en følelse af nydelse – og vi ved, at oplevelsen af musik gør det samme. Musikken er altså vigtig for os, men på hvilken måde? I Musik på hjernen undersøger Peter Vuust, hvad der sker i hjernen, når vi lytter til og spiller musik. Bliver vi klogere? Mere opmærksomme på eller følsomme over for andre? Og hvad med sproget – hvordan hænger det sammen med vores opfattelse af musik? Ved at undersøge forskellen på musikeres og ikke-musikeres hjerner, om der findes et særligt gen for musik, nærmer vi os et svar på, hvorfor vi alle – i større eller mindre grad – har musik på hjernen.
Undervejs i lydbogen understøttes Peter Vuusts pointer ved hjælp af korte musikeksempler. Musikeren Søren Launbjerg har indlæst lydbogen, og flere af musikeksemplerne synges og spilles også af ham.
