“Ja, Kaj. Hvad hedder det, når man adderer og fører tieren over?”
“Øh.” Blikket flakker ned mod kammeraterne, der tilsyneladende deler hans forvirring.
“Det hedder, Kaj ..!” Lærerinden bøjer sig frem og banker med pegefingeren på det lille ettal over totallet. “Det hedder, at der er én i mente. Hvilket du burde have lært senest i anden klasse. Det er muligt, der endnu findes dem i tredje fri mellem, som ikke har lært det, men at en elev – en velbegavet og normalt ganske dygtig elev som du – i tredje mellemskoleklasse ikke kan huske at overføre menten, dét, min fine ven, er en katastrofe.”
Når man er kommet i mellemskolen, er der visse ting, man helst ikke skal kløjes i. Det gælder både i forhold til lærerne og i forhold til kammeraterne. Og så er der lige det med digtene – og Hanne med det lyse hår, der altid falder blødt ned mod hendes skuldre, Hanne med de blå øjne og den skæve fortand ...
'og en i mente' følger drengen Kaj, som vi første gang mødte i 'ej så svært', og hans entré ind i 1960’erne.
