”Om atomkrigens betydning for William Funks ungdom”
Jan Sonnergaards første roman efter ”Radiatortrilogien” er en både morsom og skræmmende kollektivroman om en gruppe unge mennesker fra Nordsjælland, der bliver studenter i starten af firserne og bliver voksne netop som den kolde krig er på sit allerhøjeste og paranoia og utryghed er noget, der med god ret føles af høj som lav, rig som fattig, køn som grim.
Vi følger de forskellige unge mennesker igennem firsernes landskab med punks, bz´ere, yuppier og drop outs – vi føres igennem de markante miljøer, der var dengang, fra Saltlageret og Ungdomshuset til Café Victor og orgierne i Nordsjællands patriciervillaer. Der sættes spot på firsernes fascination af undergrundsmode, new wave og punk rock – og af overklassefænomener som årgangschampagne, callgirls og coke, samtidig med at vi læser om atombomberne, prøvesprængningerne i Nevada eller ved Barentshavet, bombernes effekt, strategien bag brugen af dem, Hiroshima og Nagasaki og angsten for at det alt sammen skal gentage sig, denne gang bare i fuld skala ...
Bogen er fortalt som en nedtælling til den nukleare dommedag og undervejs følger vi fortælleren, der bliver slået til komatøs krøbling under optøjerne i København, den lille William som desperat prøver at blive optaget i de forskellige alt for lukkede klubber (punks eller yuppier... hvad er lige gyldigt, blot han bliver optaget et eller andet sted), opportunisten Axel med den dyre forældrebetalte lejlighed på Grønningen, kokainpusheren Strudesen og hans storhed og fald, den promiskuøse Vivi og hendes hadefulde forhold til mænd, cutteren Annemette, Iben og hendes problemer med fyrene og anoreksien og studierne.
Tiden er først og fremmest præget af, at alle ved at dette er ”The final countdown” og romanen fortæller detaljeret og historisk korrekt om firserne. Pointen må dog kaldes kontrafaktisk, selvom den absolut er sandsynlig, skræmmende sandsynlig. Det kunne sagtens være sket dengang. Det kan det stadig.
