Klimaændringerne fik lov til at løbe løbsk. Vi var ikke gode nok til at kæmpe mod udviklingen, og vi ødelagde vor klode. Der overlevede et mindre antal mennesker på alle kontinenter, og mange år skulle gå, før store og små samfund viste sig levedygtige. Mennesket var det samme. Vi udnyttede hinanden, og vi ragede til os, for det var vi gode til. Og dog dukkede også tegn på godhed, ja ligefrem storhed op, for sådan er menneskeheden jo præget af positive og negative egenskaber. I fællesskabet spirede der ønsket om at genopleve det, der engang havde været plads til. Måske ikke ligefrem demokrati, men en afart af den bedste udvikling, der havde hersket i fortiden. Noget med at være der for de svage, at bøje sig for de mange forskellige meninger og ligefrem forhandle sig til reglerne for en udvikling, der ikke sårede for mange eller gavnede alene de få.
Landkrabben, der blev sejler : Partners 30 år i sejlsporten
Ruth Cordua
bookPå trods af alt
Ruth Cordua
bookHandel og vandel
Ruth Cordua
bookFesten i Hvidebjerghus
Ruth Cordua
bookFarnsings sang
Ruth Cordua
bookPartner i de danske farvande : Partners 30 år i sejlsporten
Ruth Cordua
bookDiagnose P
Ruth Cordua
bookUvirkelighedens stemme
Ruth Cordua
bookPartner drog nordpå og hjem : Partners 30 år i sejlsporten
Ruth Cordua
bookSejladsen sydpå gennem floder og kanaler : Partners 30 år i sejlsporten
Ruth Cordua
bookDet bedste af de bedste
Ruth Cordua
bookHuset, der ville leve
Ruth Cordua
book