Peter Freuchen - Den Store Peter

I og for sig er der ingen, der holder af at se sig eget skelet, skrev Peter Freuchen, mens han under store smerter lå og så på, hvordan hans fod gik i forrådnelse, og kødet faldt af tæerne. Det var efter, at han havde overlevet en snestorm uden forsyninger og indefrosset i isen og, da det stilnede af, havde hugget sig gennem isvæggen med en mejsel formet af sit eget lort.

Men var det rigtigt, eller var det en af de skrøner, han altid blev beskyldt for at finde på? Var han lystløgner, eller beskrev han verden, som han så den? Stor, forunderlig, farverig?

"Petersuaq" kaldte grønlænderne ham. Store Peter, for han lærte sig deres sprog, levevis og tankegang, og han giftede sig blandt dem. Og han beskrev dem, som de var, uden sentimentalitet, uden forskønnelser.