Bogen fortæller den homo- eller "kontrærseksuelle" Poul Andræs fantastiske historie, et enestående og nærgående indblik i et homoseksuelt liv før fænomenet overhovedet var kendt.
Poul Andræ (1843-1928), søn af statsminister C.G. Andræ, blev cand.jur. med topkarakter og ansat i Finansministeriet, og alt tegnede lyst. Men der var noget, som ikke var så godt: Hans følelser og seksualitet var udelukkende rettet mod andre mænd.
I bogen følger vi Poul gennem skolens forelskelser, de første seksuelle forhold i Italien og Dansk Vestindien, skammen og forsøgene på gennem onani og dagbogsskriveri at afstå fra sex med mænd. Gennem dagbøger og breve kan vi følge hans kamp mod og med den ”ulykkelige kærlighed”, som han kaldte det. Det skete i en løbende dialog med hovedstadens psykiatere, der stod på bar bund over for det nye fænomen.
I 1891 rejste Poul til Wien for at konsultere datidens førende sexolog Krafft-Ebing, som bekræftede Andræ i at være medfødt homoseksuel og befriede ham for skyldfølelsen. Ved hjælp af en attest fra Krafft-Ebing, som gik ud på, at han absolut måtte bo i en storby, slap han desuden fri af sin stilling som amtsforvalter i Skanderborg og kunne i nåde og med fuld pension skynde sig tilbage til København.
Poul Andræ kæmpede i mange år for seksualoplysning og seksuel ligestilling, og i 1892 publicerede han en stor afhandling om mandekærlighed, hvor begreberne ”homoseksuel” og ”heteroseksuel” for første gang forekommer på dansk grund.
