Sara holder til i en storby. Hun er hjemløs, misbruger og i stærk opposition til stort set alt. Hun er indkaldt til retten, anklaget for at have overfaldet en gammel veninde. Retssagen bliver imidlertid udsat, fordi vidnet ikke dukker op.
Vi følger Sara i den tid, hun er i ”ingenmandsland” – mellem retssagerne. I en drøm genoplever hun sine bedste øjeblikke hos farmor og farfar, langt ude på landet. En pludselig indskydelse får hende til at forsøge at genfinde sin tabte barndom. Trods abstinenser, sult, tørst og kulde lykkes det hende at nå sit mål. Kun for at indse, at intet mere er, som det var engang. Farmor er død, farfar er blevet gammel og svag, og huset, som hun husker som rent, varmt og dejligt, er koldt, rodet og beskidt.
Er miraklernes tid forbi?
Uddrag af bogen
”Endelig, der er den. Den lille vej, der fører ned til farmor og farfars gård. Der er lys i køkkenvinduet. Midt om natten? Så er de måske oppe endnu? Mystisk.
”Jamen vi går da i seng tillige med hønsene,” plejer farmor at sige. Og det er megatidligt på denne tid af året.
Vejen ned til gården er fuld af huller. Hun snubler flere gange. Benene ryster under hende. Men med en sidste kraftanstrengelse når hun frem til bryggersdøren. Og banker på.
Hun ser sig lidt om på gårdspladsen. Tøsneen kan ikke skjule, at det er længe siden, nogen har revet og ordnet her. Visne ukrudtsplanter står og stritter overalt. Sådan plejede her bestemt ikke at se ud. Måske husker hun forkert?”
Om forfatteren
Karen Kornbech Larsen (født 1956).
”Størstedelen af det, vi siger til hinanden er nonverbalt. Men i skriftsproget er der kun ordene. Jeg holder meget af sprogets finurligheder. At give historierne lige præcis det udtryk, jeg gerne vil have. Sproget kan være broen, der forbinder mennesker, eller bommen, der adskiller os.”
