Når vi taler om stress, taler vi ofte om for højt arbejdspres, men i virkeligheden handler det langt oftere om det udefinerbare, som vi ikke kan sætte ord på. Nemlig, at arbejdspladsen er følelsesmæssigt forurenet.
Når vi har en dårlig dag, ved vi som regel godt, at det har en indvirkning på dem, der er omkring os. Det farlige ved følelsesforurening er, når vi ikke er bevidste om, hvor meget vores humør påvirker og forurener andre menneskers hverdag, og vi heller ikke ved, hvad vi skal gøre ved, når andre forurener vores dag. Ansvaret for at skabe et godt arbejdsmiljø ligger hos både ledere og medarbejdere. Men lederen har altid det største ansvar.
Igennem bogen optræder Preben i skikkelse af mange forskellige personer i mange forskellige situationer, så Preben er ikke én bestemt person. Han er i os alle sammen. Han kan være en medarbejder, din chef, hvem som helst, der lige netop den dag gør, at du kommer i dårligt humør.
Vi havde en fest på arbejdet, men så kom Preben … giver dig gode råd til, hvordan du både som medarbejder og leder kan stoppe den følelsesmæssige forurening. Det handler om, hvordan vi kan stoppe smitten af dårlig stemning, brok og stress og ændre det til trivsel, motivation og produktivitet, for følelsesmæssig forurening kan ses på alle barometre. Også på bundlinjen. Det handler ikke om at ekskludere Preben, men om hvordan vi får Preben med til festen på arbejdet.
Søren
31.10.2023
Puha opdagede lige jeg besidder en Preben, og er nu blevet meget opmærksom på de signaler og bølger jeg udsender. Go bog der får én til lige at kigge lidt indad. Kan godt anbefales :0)
Kirsten
29.8.2023
Super god bog, som ALLE burde læse. Både personale, ledere og mellemledere. Den kan være med til at gøre arbejdsdagen til en bedre dag. Vi har vist alle mødt Preben på vores vej.
Randi
25.8.2023
En super god og meget udviklende bog til at få en bedre hverdag!