På cykel og med tog rejser Sofie Rostrup rundt i Danmark i det sene 1800-tal og det tidlige 1900-tal for at undersøge opdyrket jord og planter. Målet er at udfærdige en oversigt over skadedyrs virkning på landbrug og havebrug. Resultatet er denne righoldige og overskuelige udgivelse, der giver et exceptionelt overblik over bekæmpelse af skadedyr på basis af skadedyrenes biologi - uden brug af kemiske hjælpemidler.
Sofie Rostrup (1857-1940) var dansk zoolog og den første danske kvinde med en magisterkonferens i et naturvidenskabeligt fag. Hun var pioner inden for arbejdet med landbrugets og havebrugets skadedyr. I en tid, hvor kemiske hjælpemidler endnu ikke havde gjort deres indtog i det danske landbrug, tilvejebragte hun uvurderlig viden om bekæmpelse af skadedyr på baggrund af et indgående kendskab til dyrenes biologi.