Tjek din bucket list af! Tidløse klassikere og legendariske karakterer— samlet på ét sted. Uanset om du er tiltrukket af litterære giganter eller søger et poetisk mesterværk, finder du de mest populære klassikere her.
Topliste: Klassikere og poesi
Ringenes Herre 2 : De to tårne
Ondskabens fyrste, Sauron, kan gøre sin magt fuldkommen, hvis Ringen kommer i hans besiddelse. Det skal hobbitten Frodo forhindre, men Ringen kan ikke skjules, den vil let kunne spores af Sauron såvel i jord som i vand. Der er kun én ting at stille op - den må tilintetgøres. Den opgave påtager Frodo sig og drager ud for at kaste Ringen på den ild, hvor den blev støbt - i Dommedagsbjerget, der ligger i Saurons rige. Bøgerne om Ringenes Herre blev kultbøger i 1960’erne og ved årtusindskiftet ses igen en opblomstring i Tolkieninteressen. Hør 2. del af trilogien - indlæst af Torben Sekov.
Animal Farm
"Alle dyr er lige, men nogle dyr er mere lige end andre."
Da dyrene på mr. Jones’ gård gør oprør og tager magten fra menneskene, er det med en vision om frihed og efter devisen, at alle dyr skal være lige. Især grisene ser muligheder i denne nye orden på gården, og med tiden bliver det tydeligt, at selv de mest ubøjelige idealister kan korrumperes. Snart udviskes grænsen mellem dyr og menneske.
"Animal Farm" er en fabel om en revolution, der kører af sporet, og om utopiske ambitioner, der må vige for magtens fristelser. En evigt aktuel satire om farerne ved politisk totalitarisme.
George Orwells klassiker fra 1945 i ny oversættelse.
Eric Arthur Blair (1903-1950), der var bedre kendt under pseudonymet George Orwell, var en britisk forfatter og journalist. Han huskes i dag bedst for romanerne "Kammerat Napoleon" ("Animal Farm") og "1984" ("Nineteen Eighty-Four") – to værker, der kendetegnes ved Orwells store bevidsthed om social retfærdighed og stærke modstand mod totalitarismen. Hans kulturelle indflydelse på både politik og populærkultur er tydelig at se selv den dag i dag.
Crip
Crip (fra engelsk: cripple, krøbling) er Caspar Erics nye og måske vredeste digtsamling.
Det er en bog om, hvad det vil sige at være handicappet i dagens Danmark. Om hvorfor det er nemmere for os at snakke om aktiv dødshjælp end livshjælp. Og om hvorfor mødre igen og igen må råbe op, uden at nogen svarer.
Men det er også digte, der forsøger at finde nye håb, nye begær og nye veje ind og ud af de anderledes kroppe.
I et forsøg på at finde en måde at fortælle sin historie på, så nogen vil lytte, cripwalker og criptalker stemmen sig hele vejen fra Fitness World til T4-mindesmærket i Berlin.
Alt sammen for at finde ud af, hvem der faktisk er de handicappede i dag.
For fremtiden er på vej. Og fremtiden er crip.
Gyldendal A/S, Klareboderne 3, 1115 København K
<a href="http://www.gyldendal.dk">www.gyldendal.dk</a>
<a href="mailto:gyldendal@gyldendal.dk">gyldendal@gyldendal.dk</a>
Under en strålende sol
En storslået og farverig skæbnesfortælling om to meget forskellige kvinder, Mariam og Laila, der bringes sammen hos en voldelig tyran af en ægtemand og sammen må kæmpe for livet.
Mariams lod i livet er lige fra begyndelsen tungt at bære. Som barn af tjenestepigen Nana og husets rige herre er hun en uønsket datter, der forbitrer sin mors liv, og i femten år lever de to så godt som isolerede fra samfundet. Mullah Faizullah kommer ganske vist ofte op til dem på bjerget, og han bliver Mariams ven og beskytter, og Jalil, hendes far, besøger hende hver torsdag. Men mener han det, når han siger, at han elsker hende? Det er en prøve, han skal bestå den dag, Mariam fylder femten år.
Sammenlignet med Mariam er Laila født på livets solside. Ganske vist lægger hendes mor sig ofte med depressioner over at hendes to sønner slås i Afghanistans bjerge mod russerne, men den højtelskede far er hendes støtte, og Tariq, Lailas bedste ven, er altid ved hendes side. En dag rykker krigen imidlertid ned fra bjergene og ind i Kabul, og mortergranater begynder at regne fra himlen.
Den midaldrende Mariam og teenagepigen Laila har intet tilfælles, men det får de – ikke mindst da Taliban vinder krigen og tager magten i landet. Talibanernes ekstreme kvindefjendskhed skaber de særeste alliancer, og den fattige og undertrykte Mariam og den kvikke og intelligente Laila er nødt til at arbejde sammen for at overleve.
Pressen skriver:
»Hosseini skriver med den sansemættede detaljerigdom og den enestående varme, vi kender fra Drageløberen«.
– Politiken
»En dramatisk, farverig og brutal skæbneshistorie.«
– Jyllands-Posten
»Under en strålende sol kravlede helt ind under huden på mig - på den fabelagtige måde.«
– Fyens Stiftstidende
»Glæd dem til at blive ægte indigneret, underholdt og rørt.«
– Kristeligt Dagblad
»Den er rå og brutal og samtidig smuk og poetisk.«
– Bogrummet.dk
»Man får som læser, det man længes efter, men måske ikke altid har lige godt af.«
– Femina
Ringenes Herre 3 : Kongen vender tilbage
Saurons styrker har belejret Minas Tirith, Gondors hovedstad, i bestræbelsen på at udslette menneskeracen. Det før så store kongedømme har aldrig været i større bekneb for en konge. Men kan Aragorn leve op til sit navn og blive det, han er født til?
Det sidste store slag nærmer sig, og de mørke styrker rykker tættere og tættere på, og selv med opbydelsen af al deres mod og loyalitet er menneskenes styrker ikke en reel trussel mod Saurons mægtige hær.
Hør om det lykkes Ringbæreren Frodo at fuldføre sin mission.
Bøgerne om Ringenes Herre blev kultbøger i 1960’erne og ved årtusindskiftet ses igen en opblomstring i Tolkieninteressen. Hør 3. og sidste del af trilogien - indlæst af Torben Sekov.

Løgnehistorie : Tolv hundrede års myter, misforståelser, tilsnigelser og lodrette løgne
Prøv gratis nuLøgnehistorie : Tolv hundrede års myter, misforståelser, tilsnigelser og lodrette løgne
Hvad er sandt, og hvad er falskt? For den aktuelle begivenhed eller den hedengangne verdenshistorie er det måske mere aktuelt nu end nogensinde før at være på vagt. Med 24 udvalgte eksempler fra de sidste godt tusind år viser Kåre Johannessen os, at meget af det, som vi betragter som historiske kendsgerninger, enten er en bevidst fordrejning af sandheden eller i værste tilfælde noget forbistret sludder.
Således undersøger han, om der overhovedet fandtes en vikingetid, om der engang blev valgt en kvindelig pave, om lægen Guillotin rent faktisk opfandt guillotinen, om Bismarck virkelig udkæmpede en duel med wienerpølser, om helten York egenhændigt dræbte 25 tyskere, erobrede 35 maskingeværer og tog 132 til fange i et enkelt raid, om Cubakrisen vitterlig startede, da Khrusjtjov opstillede atommissiler på Cuba – og meget mere.
Rigtig historie kan ofte godt være en lille smule kedelig. Historikerens opgave, vedgår Kåre Johannessen, ”er ikke altid særlig rar, for dennes arbejde er jo at prøve at finde frem til, hvordan det virkelig var, finde frem til myternes kerner og luge ud med hård hånd og aflive dem, nådesløst.” Og han fortsætter: ”En historie, der lyder for god til at være sand, er næsten altid løgn. Historien skrives altid af sejrherren, og en 100 % objektiv og sandfærdig folkelig historiefortælling er som en hund, der taler norsk: meget, meget sjælden”.
Bliv klog på en perlerække af berømte historiske myter og se dem aflivet – en for en.
KÅRE JOHANNESSEN (født 1964) er uddannet cand.mag. i historie og middelalderarkæologi og har siden 2015 ernæret sig som selvstændig historieformidler ved bl.a. foredrag og formidlingsmæssige opgaver som TV-producent på TV2’s sjællandske regionalstation TV2øst, men også som vært på en række DR-produktioner og som fast paneldeltager i DR2’s Historiequizzen. Han har senest udgivet bøgerne Magt og mennesker i Danmarks middelalder (Turbine 2020), Lyst og lidenskab i middelalderen (Turbine 2021), Mørkets skabninger (Turbine 2021) og Fritid og forlystelser (Turbine 2023)
Babettes gæstebud
To elskelige gamle provstedøtre i en lille norsk fjordby tager en berømt kvindelig køkkenchef fra Paris i huset, da hun flygter under den blodige franske opstand, Pariserkommunen, i 1870-71. I fjorten år koger hun trofast klipfisk og øllebrød, men ved et mirakel får hun én gang mulighed for at udfolde alle sine talenter: Den gamle lotteriseddel, hun havde med i sin bagage, kommer ud med den store gevinst. I 1988 modtog Gabriel Axel en Oscar for sin filmatisering af Babettes gæstebud. "Dette er Karen Blixens fortælling om, at mennesket skal opfylde sin skæbne - sådan som kokken Babette gjorde det, da hun i et storstilet gæstebud udfoldede sin kunst, fordi det nu engang var tilværelsens mening med hende." - Berlingske Tidende
Forbrydelse og straf
Den fattige student Rodion Raskolnikov besættes af ideen om at komme ud af sin og familiens fortvivlede situation ved at myrde en gammel, uhæderlig og grådig pantelånerske og bemægtige sig hendes gemte formue, så han kan fuldende studierne og virke til gavn for samfundet. Han er påvirket af de herskende nihilistiske teorier, hvor store ånder og stærke karakterer som han selv ikke er underlagt gængs lov og moral, når det gælder om at fremme ideale mål. Mordet forløber dog ikke helt som planlagt, og hans opfattelse af sig selv som et nihilistisk overmenneske krakelerer i tiden efter mordet.
Efterforskningen af mordet er trods kendskabet til morderen spændende som en krimi, og forhøret af Raskolnikov er en psykologisk thriller med en blændende dialog mellem forhørsleder og mistænkte. I modsætning til den almindelige kriminalroman drejer det sig mindre om, hvem og hvordan det blev gjort, men i højere grad om, hvorfor han gjorde det. Raskolnikov selv når gennem sine moralske anfægtelser og forhørene til en stadig dybere erkendelse af det egentlige motiv bag drabet.
Forbrydelse og straf er Dostojevskijs mest populære roman og hører til blandt verdenslitteraturens største værker. Det er den første af hans store romaner, hvor det fuldt ud lykkes at fremstille karakterer, der på troværdig vis repræsenterer forskellige ideologier. Der er dybdeborende psykologiske portrætter, der viser menneskets sammensatte væsen på godt og ondt og hans gennemgående tema med afstandtagen til nihilistiske holdninger, men med betoning af skyld, ansvar og medfølelse fremtræder her klart. Stilen er kendetegnet ved karakterskildringer gennem en mangestemmig, ofte højspændt dialog med en dramatisk, fængslende handling.
En oversigt over personerne i romanen kan downloades her.
"Dostojevskij er den eneste digter, jeg har lært noget af. Han er den vældigste af de russiske giganter." – Knut Hamsun
Den fremmede
En ung franskmand i Algeriet, Meursault, lever et ganske almindeligt hverdagsliv, indtil han en dag på grund af tilfældige omstændigheder skyder et menneske, han overhovedet ikke kender. Alt, hvad der sker omkring Meursault, oplever han på en underlig søvngængeragtig måde uden rigtig at forstå meningen med hverken det, sig selv eller verden. Han skelner ikke mellem godt og ondt. For ham har alle handlinger samme gyldighed.
Den franske forfatter Albert Camus (1913-1960) udgav Den fremmede i 1942. Den udkom første gang på dansk i 1944. Denne udgave er med Hans Peter Lunds oversættelse fra 2003.
Romernes tusindårsrige
”I takt med at Romerriget blev udvidet til De Britiske Øer i nord og Afrika i syd, ville flere og flere af imperiets byer have en akvædukt. Udover at kunne ses i landskabet af forbipasserende gav akvædukten prestige til byen. Med rindende vand kunne borgerne fremvise fontæner og springvand, og mod betaling kunne byens velhavende overklasse få ført vand ind i deres villaer til private havebassiner og toiletter.”
Romerriget var ikke bare sin tids største rige. Det var også oldtidens mest teknologisk udviklede. ”Alt om historien” fortæller om det fantastiske riges spændende grundlæggelse, store sejre og det overmod, der var med til at føre til dets undergang efter mere end 1000 års dominans i både Europa og Afrika.
”Alt om historie” tager dig med på en halsbrækkende rejse til tidligere tider, så du kan nyde historiens største begivenheder. Følg med tilbage i tiden – tilbage til frontlinjerne af 2. verdenskrig, vikingernes angreb og tilbedelsen af egypterne. ”Alt om historie” er for dem, der vil vide mere om de spændende, dramatiske begivenheder i fortiden.
Den gamle mand og havet
Den gamle mand og havet handler om en gammel fiskers heroiske kamp med at fange en kæmpe sværdfisk og siden forsvare sin fangst mod de griske hajer. En saga om fiskeren og havet, en mytisk beretning om menneskets vilkår. Om mennesket, 'der kan tilintetgøres, men ikke besejres'. Fortællingen fremstilles i en enkel og rolig stil uden et overflødigt ord.
"Hemingways mest berømte og roste klassiker, som han først modtog Pulitzerprisen for og året efter Nobelprisen ... Bogen har bevaret mytens, folkeeventyrets, sagaens, den sande poesis klarhed og jævnhed, umiddelbare sandhedsforhold. De forskellige ting og episoder 'betyder' ikke noget, de er. Og det er det inderste kendemærke for stor poesi." – Jens Kruse, Jyllandsposten
"Med Den gamle mand og havet har han formet et billede så lysende og klart, så følsomt og fast og fejlfrit, at det har tendens til at forvandle sig til symbol." – Tom Kristensen, Politiken
Frankenstein
I sorg over sin mors død begraver den unge videnskabsmand Victor Frankenstein sig i et vanvittigt eksperiment og stykker et væsen sammen af kropsdele fra lig. Ved hjælp af lyn i natten gnistrer han liv i skabningen, men da han ser den åbne sine døde øjne, flygter han i rædsel, og det forladte væsen er overladt til sig selv, mens det vandrer rundt i verden i en desperat søgen efter venskab og forståelse. Overalt møder det afsky og frygt, og verdens afvisninger og dets egen ensomhed ender med at gøre dets indre lige så ondt og ækelt som dets ydre.
"Frankenstein" er ikke bare en gruopvækkende og hjemsøgende gyser. Det er også historien om et væsen, der fødes med potentiale for det gode, men som en uforstående verden forvandler til et hævngerrigt monster, og om et skæbnesvangert bånd mellem skaber og skabning, som ingen af dem formår at bryde.
I samarbejde med eReolen præsenterer Saga Egmont "Stærke stemmer" - en lydbogsserie af klassiske titler indlæst af de bedste stemmer. Her er det "Frankenstein" af Mary Shelley indlæst af skuespilleren Bjarne Henriksen.
Det forsømte forår
Hør Hans Scherfigs Hans Scherfigs vittige, beske og satiriske roman om forholdene i et københavnsk gymnasium omkring 1920. 19 værdige samfundsstøtter mødes for at fejre deres 25 års studenterjubilæum. I sang og taler mindes de deres skoletid og gamle lærere - ikke mindst lektor Blomme, der døde efter at have spist et maltbolsje.
Dracula
Forfatter:
Fortællere:
Gyserklassikeren over dem alle. Den udøde grev Dracula drager fra sit slot i Karpaterne til London for at mætte sin blodtørst.
Helt ny full cast indlæsning fra 2015. Medvirkende: Lars Mikkelsen, Lars Thiesgaard, Sofie Vea, Thomas Magnussen, Jon Lange, Kristian Boland, Morten Hauch-Fausbøll, Anette Støvelbæk, Henrik Kofoed, Helle Merete Sørensen og Nis Bank-Mikkelsen. Indlæst af Momo - Skuespillernes Lydbogsværksted.
Et dukkehjem
Et dukkehjem er et af Ibsens mest læste og opførte dramaer. Dramaet udspiller sig i et af Københavns velhaverhjem, hvor den skønne Nora udfylder rollen som hustru og moder til perfektion. Men ikke alt er, som det umiddelbart ser ud til. Noras indre forestillinger og forventninger harmonerer ikke med omverdenens realiteter, og hun bliver nødsaget til at tage kampen op med livsløgnen ved mødet med juristen Krogstad, der truer hendes ellers bekymringsløse tilværelse. Noras ægtemand, advokat Helmers holdning til kvindens plads og rolle i samfundet har gjort løgnen til Noras anden natur. Men løgnen er nødt til at få konsekvenser, og Ibsen lader derfor, i løbet af en eneste nat, Nora udvikle sig til selvstændig kvinde med holdninger, der er uforenelige med hendes tidligere dukkerolle.
“Det jeg rigtig godt kan lide ved det, vi hører her, det er, at forarbejdningen, som jeg tror er gjort af forlaget, af Bechs Forlag, og den måde Karsten Pharao læser det på, stadig giver os en fornemmelse af at være i et norsk borgerhjem i 1870’erne … Ibsen skal man selvfølgelig gå hen at se på teatret. Man skal også tage ham ned af reolen og så sætte sig og læse, men man skal ved gud også unde sig at få ham læst op af Karsten Pharao.” – Klaus Rothstein, Skønlitteratur på P1
"Henrik Ibsen […] har frembragt et mægtigt digterværk af rystende sandhed." – Edvard Brandes, Ude og Hjemme
"Ibsen ændrede teatret for altid. Der er selvfølgelig andre måder at lave teater på end hans, men så fundamental var den ændring, han satte i værk, at den vestlige verdens teater aldrig igen er blevet, som det var før Ibsen." – Thomas Bredsdorff
Ved vejen
Scenen er en lille ubemærket stationsby, der danner rammen om en hverdagstragedie, hvor hovedpersonen er stationsforstanderfruen Katinka Bai, der er sygnet hen i et afblomstret ægteskab med en ordinær og følelsesmæssigt afstumpet mand.
Da hun møder den nyankomne forvalter Huus, vækker hendes behov for at give og modtage ømhed til live. Men hun tør ikke engang drømme om at gøre sig fri...
Indlæst af skuespiller Jens Albinus.
Ekstramateriale! Hør skuespiller Preben Harris læse essayet "Kunstrejse på Bornholm".
Fuglene
Romanen Fuglene fra 1957, der regnes for Vesaas’ mesterværk, handler om Mattis, tusten eller tossen, ham der ikke er som de andre, men som oplever verden på en intuitiv måde, hvor alting får karakter af hemmelighedsfulde tegn. Han oplever det som et lille mirakel, når der kommer et sneppetræk over huset. Han kan tyde fuglenes sprog, sneppen skriver små breve til ham med næb og kløer, og Mattis stiller livets store spørgsmål, som ingen kan svare på. I det lille bygdesamfund er Mattis ringeagtet og ensom. Han kan ikke passe et arbejde og bor sammen med sin søster, Hege, som forsørger dem ved at strikke trøjer. Hans største triumf oplever han, da to piger samler ham op på en holm i søen, hvor han har søgt tilflugt, fordi hans plimsoller af en båd har taget vand ind. Da han ror de to ind til købmanden, kan han vise de lokale, at han godt kan være sammen med nogen, som respekterer ham, som den han er. En dag får Hege den idé, at Mattis kan være færgemand og ro folk over søen. Og han ror frem og tilbage, men der er ikke en sjæl at se, før skovhuggeren Jørgen en dag dukker op. Det ender med, at skovhuggeren flytter ind i deres lille hus, og Hege blomstrer op, mens Mattis føler sig mere udenfor end nogensinde. En dag tager han ud på søen, han har en plan og vil udfordre skæbnen.
”Tarjei Vesaas har skrevet den bedste norske roman nogensinde: Fuglene. Den er helt vidunderlig; prosaen er så simpel og så subtil, og fortællingen så rørende, at den ville have været regnet blandt de store klassikere fra det sidste århundrede, hvis den havde været skrevet på et af de store sprog.” – Karl Ove Knausgård, New York Times
”Tarjei Vesaas’ mesterværk – oversat fra nynorsk til smukt dansk af Jannie Jensen og Arild Batzer – har højde, dybde og vingefang, et eviggyldigt eksistentialistisk ensomhedsstudie, der bekræfter det gamle ord om, at én tåbe kan spørge om mere, end ti vise kan svare på.” – Klaus Rothstein, Weekendavisen
Heksemesteren 8 - Ridtet mod vest
Det var lykkedes den tolvårige Dolg at vriste sin far, heksemesteren Móri fra Island, ud af dødens greb. Tiden var inde til at bringe Tiril i sikkerhed. Hun var blevet bortført af ridderne af Den Hellige Sols Orden.Far og søn red vestpå mod Pyrenæerne i tryg forvisning om, at de ville finde Tiril. Lidet anede de, at den onde kardinal von Graben havde lagt en frygtelig fælde …
Ithaka
I nat drømte jeg om Døden. Hun sad tre borde fra mig og spiste en græsk salat …Forfatteren Alex Harper er rig og berømt og fri til at gøre, hvad han vil. Han vil bare ikke ret meget. Han har mistet den kvinde han elsker, og han har ikke mere at sige. Så får han en invitation fra sin far som han ikke har set i otteogfyrre år. Det er sidste chance for at få opklaret hvorfor faderen forsvandt sporløst en sommerdag i 1974.En roman om kærlighed og svigt, om liv og død og udødelighed og om fascinationen af et tre tusind år gammelt mysterium.
Første Mosebog – Bibelen 2020
Første Mosebog – ”Begyndelsen” – er fra den nudanske oversættelse ”Bibelen 2020”.
Hvordan blev alting til? Hvorfra kommer stjernerne, jorden og livet? Og hvorfor findes der død og ondskab i verden? Første Mosebog – ”Begyndelsen” – er Bibelens svar på, hvorfor verden ser ud, som den gør, og hvorfor et menneskeliv er både hårdt og smukt. I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden – og menneskene. De første mennesker, Adam og Eva, levede i Edens Have, tæt på Gud. Men da de gør det eneste, Gud har forbudt dem, jager han dem ud af haven til et liv, hvor overlevelse er en kamp. Senere udvælger Gud, blandt alle verdens folk, Abraham og hans familie og indgår en aftale med dem. Han vil være deres Gud – hvis bare de vil følge ham.
”Bibelen 2020” er Bibelen i en nudansk oversættelse, hvor flow og forståelse er i fokus. ”Bibelen 2020” er oversat fra grundsprogene af eksperter i hebraisk og græsk og bearbejdet af forfattere og sprogfolk med indgående kendskab til moderne dansk. Den kan streames som e- og lydbog i de 66 bøger, der tilsammen udgør Bibelen.
Indlæsningen af lydbogen er støttet af Augustinus Fonden.


















