Han var ung , omkring de tyve, og han havde engang set godt ud. Det kunne Kinsey se. Men nu var hans krop var dĂŚkket af ar, hans ansigt halvt faldet sammen. Det gjorde Kinsey ked af det - og det gjorde hende nysgerrig. Hun kunne se, at han havde store smerter. Men i de tre uger Kinsey observerede hans trĂŚning i det lokale center, talte han aldrig.
Men sĂĽ, en mandag morgen hvor der ikke var andre i centret, nĂŚrmede Bobby Callahan sig hende.
Hans historie var svÌr at tro: en morderisk biljagt pü en øde landevej, en vejsidebombe der smadrede ind hans Porsche og fik ham til at vÌlte ned i en 400 meter dyb kløft. Han bedste ven døde.
LÌgerne havde formüet at sÌtte hans krop sammen igen - pü en müde. Det havde hans mors penge sørget for. Hvad pengene ikke kunne helbrede var hans sind. Pengene kunne ikke genskabe de enorme bidder af hukommelse som var udslettet af styrtet.
Bobby vidste nogen havde forsøgt at drÌbe ham, men han vidste ikke hvorfor. Han vidste, at han havde nøglen til noget, der gjorde ham farlig for en morder. Men han vidste ikke, hvad det var. Og han fornemmede, at nogen stadig var derude, klar til at angribe ved det første tegn pü at hans hukommelse var pü vej tilbage. Han havde vÌret ved politiet, men de havde ikke troet ham. Hans familie mente, at han havde en skrue løs. Men han var bange - bange for døden. Og han ønskede at ansÌtte Kinsey.
Hans historie gav ikke meget at gü efter. Men han var svÌr at modstü: ung, modig, süret. Hun tog hans sag. Og tre dage senere var Bobby Callahan død.
Kinsey Millhone havde aldrig aldrig svigtet en aftale. Hun var hyret til at stoppe et drab. Nu ville hun finde morderen.