"âBed frøken de la Motte om at komme ind!â bød priorinden i en sĂĽdan tone, at hun lige sĂĽ gerne kunne have sagt: âFør delinkventen ind!â
Et par minutter efter gjorde tante Lisbeth sin entrĂŠ â forpustet, svedig, tĂĽrerne løbende ned ad kinderne af latter, og med hatten svingende i hĂĽnden: en lille, vilter spurv midt iblandt en flok adstadige traner.
Tante Lisbeth sü sig om; hun følte, hun var dømt."
Margarite für for første gang lov til at besøge sin tante Lisbeth i det kloster, som den gamle dame har boet i i mange ür. Hun regner med at finde en støvet og kedelig nonne, men tante Lisbeth viser sig at vÌre fuld af skøre indfald og en livsenergi, som Margarite aldrig har set hverken inden for eller uden for klostrets tunge mure. Prøver nogen at irettesÌtte den skøre dame, truer hun altid med at sige det til sin broder amtmanden, men Margarite ved godt, at der er grÌnser for, hvad hendes far kan gøre. For er tante Lisbeth i klostret, fordi hun er nonne, eller fordi hun er skør?
"Min broder amtmanden" fra 1882 er en smuk og levende skildring af en helt usĂŚdvanlig dame og hendes liv i et norsk kloster i sidste halvdel af 1800-tallet.
Laura Kieler (1849-1932) var en dansk-norsk forfatter, der bĂĽde var kendt for sit forfatterskab, som ivrig debattør i kvindeorganisationernes tidsskrifter og for at vĂŚre inspiration til to kvindeskikkelser i Henrik Ibsens skuespil. Henrik Ibsens skildringer af Laura Kieler var ikke flatterende, men udstillede i stedet aspekter af hendes liv, som hun ikke ønskede, at offentligheden skulle se. Uagtet Henrik Ibsens fremstillinger af hende og blandt andre Georg Brandesâ hĂĽrde kritik huskes Laura Kieler som en dygtig forfatter og en handlekraftig og viljestĂŚrk kvinde, der formĂĽede at hĂŚve sig over den uretfĂŚrdighed, verden igen og igen bød hende. Laura Kieler blev lĂŚst af mange, og hun fik som en af de fĂĽ gennembrudskvinder en betydelig indkomst af sit forfatterskab. Sammen med forfatterkollegaerne Jenny Blicher-Clausen og Johanne Schjørring redigerede hun et festskrift, der udkom i 1895 i anledning af Kvindernes Udstilling samme ĂĽr.