Forestil dig at du vågner op som 28-årig og indser, at hele dit liv har været én stor løgn. Din familie er ikke dem, du tror de er. Dit ægteskab er ikke dit eget valg. Dit liv er i hænderne på mennesker, som misbruger og udnytter dig. Den person du tror du er, er i virkeligheden blevet dikteret dig helt fra din barndom. Din identitet, dine tanker, dine holdninger, din tro. Hele din verden, er blevet fordrejet.
Sådan vågnede Sophia Evensen endeligt op til realiteterne, en dag i august 2005. Hun havde en uge til at forberede sig på at miste alt, hvad hun ejede. Hendes karriere, hendes familie, hendes ægteskab, og endda hendes egen datter. Med et hjernevasket sind og bagage fra en barndom som den udstødte datter af landets mest kendte, religiøse sektleder begav hun sig ud på en rejse mod sand frihed. En næsten umulig kamp på liv og død, i jagten efter hendes sande jeg.
Sophia Evensens sande historie er en vanvittig beretning om religiøs fanatisme, hjernevask, foruroligende afsløringer, skilsmisse, kærlighed og intriger, og en kontroversiel kamp mellem gode og onde kræfter i hendes personlige opgør med forbryderen i hendes liv. Hendes egen mor, Ruth Evensen, leder af frimenigheden Faderhuset, der udløste en af landets største skandaler ved opkøbet af den mest omstridte bygning i Danmark, Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København.
Det er en bog om ondskab uden grænser. Ondskab med et eneste formål - den totale magt!
Bogen udkom første gang i 2008.