// Den afdøde kommer forpustet ind i kirken // skynder sig op til den blomstersmykkede kiste // hvis låg han åbner // og kryber derned // efter at have hilst på præsten // og bedt de tilstedeværende undskylde hans forsinkelse. // "Broen var oppe," forklarer han med et smil // inden han lukker låget efter sig.

Digtene i Allegro ma non troppo lyser af humor og vid. De kredser om umuligheden af at gøre livets regnskab op. Med Poulsens jazzede musikalitet beskrives en "tid som er gået, men som ikke er væk". Digtene har en munterhed over sig, men sitrer samtidig af en underliggende melankoli. De kalder smilet frem og giver plads til eftertanke.

I samlingen vandrer nogle af historiens største skikkelser ind i genkendelige hverdagssituationer. Ikke sjældent glider digtene over i sære drømmesyn, hvor det uvirkelige bliver det sandsynlige.