Bogen favner otte værker af Praxiteles omkring 350 f.Kr. De findes i kopier i mange eksemplarer på Vestens kunstmuseer, i parker og andre steder. Det er Apollon Firbendræber, Hermes med Dionysosbarnet, Afrodite fra Knidos og andre. Det bliver et greb ind i den antikke verden. Senklassikkens mennesker træder frem, teenagere, mænd og kvinder. De er skrøbelige og har svært ved at handle i verden. Men de er utrolig smukke med et vibrerende blødt liv i marmoret eller bronzen. Skulpturerne favner kærligt menneskene. De kan ikke være fyldt med strålende kraft som i kunsten omkring 450 f.Kr., hvor verden var mere gennemskuelig. De må finde ud af at eksistere i en mere skridende virkelighed og står derfor ofte, som om de er ved at miste balancen. Det er et konkret billedgreb og en indre karakteristik.

Hvad er der på spil? Er der muligheder for dem?