(0)

DEN BLÅ CIKORIE

e-book


Den blå cikorie er en anderledes digtsamling, hvor den europæiske højromantiks forening af poesi og religion, kærlighed og passion samles op og gives nyt liv langt hinsides den traditionalistiske stils muligheder. Hverken Schlegel, Shelley, Oehlenschläger eller Schack von Staffeldt kan længere være med, og det dybt sensuelle og smukt erotiske får sin plads. Som i new age-musikken samles moderne erfaringer, også grænsebrydende og provokerende realiteter, op, så de udfolder sig med kraft og skønhed. Her er elegant, tilbagelænet og neddæmpet spleen langt fra tidens trend og postmodernistiske tradition. Her er ingen tankebindende cyklus, her er i stedet en enkel, alfabetisk og fri opbygning med deraf til tider overraskende og uventet kontrapunktiske læseroplevelser. I grøftekantens blå cikorie får poesiens blå blomst sit fortryllede liv tilbage. Som lyriker formår Stig Colbjørn Nielsen at skabe en farverig og nærmest symfonisk oplevelse for læseren, hvor ordenes musik skaber den særegne sfære, der kan sende tanker på langfart.

Uddrag af bogen

Jeg sanser længsel

I den udstrakte arm

Min utilstrækkelighed

Uventet udstillet

En sommerdag

Skæbnebestemt

Uden plads

Mellem før og efter.

Kun de blå cikorier

Ligger tilbage

Ved mine fødder.

Om forfatteren

Stig Colbjørn Nielsen, årgang 1950, er lyriker og romanforfatter, performer og foredragsholder med brændende og levende passion for historie og kultur. Skal der stresses af fra rampelyset, og måske tænkes nye og inspirerende tanker, står forfatteren ved esse og ambolt og gloende jern hjemme i sin egen, gamle landsbysmedje.