Der er meget, der helst ikke skal tales om i syvårige Lones hjem i denne femte besættelsesvinter. Man taler fx ikke om de vildtfremmede unge mænd, der af og til overnatter i gæsteværelset. Der bliver heller ikke sagt noget om, at forholdet mellem Lones far og mor ikke er så godt, som det kunne være, eller hvorfor faderen så tit er hjemmefra i kortere og længere perioder. Men livet skal jo leves, og det gør de så, vel vidende at så længe krigen varer, kan alting ske, og at den dag, krigen er slut, vil alt blive anderledes.
Mette Winge skriver godt, sproget lystrer hende, så det er en fornøjelse at forsvinde ind i bogen. Og hun husker godt, med fotografisk præcision, så besættelsens sidste vinter aftegner sig for læserens indre øje, som var det en film, der flimrede forbi. - Johannes H. Christensen, Det fri Aktuelt
