DEN SIDSTE SPIRAL er digte fra briksen hos gynækologen, fra dansegulvet med en tyveårig, fra et blegrødt lagen i Vangede, fra Fisketorvets hårsalon, fra en botox-klinik, dødens vandhul og andre steder, hvor den mere eller mindre afklarede krop erfarer, hvad det vil sige at være til i en midaldrende kvindes legeme.
”Jeg har taget strømperne af, så mine ben ikke virker korte. /Gynækologen kæmper med at få rygstykket på lejet rejst. / Splitten har sat sig fast, hun sidder på hug. / Jeg står skråt bag ved hende. / som sagt er jeg nøgen. / /... / jeg tror ikke nogen kvinde nogensinde er kommet langt nok frem i første forsøg.”
DEN SIDSTE SPIRAL kredser om frygten for at blive usynlig, om hud som synker, foldes og rynkes i en uundgåelig bevægelse mod jorden. Med vemod betragtes overgangsfasen fra frugtbar til ufrugtbar. Var det så det? Det blev ikke til flere børn, men sikke et prægtigt barn. Jeget vandrer på en forudbestemt vej mod overgangsalderen og kroppens sikre forfald. I en alt for nær horisont venter et farvel til blikke fra mænd, nu er det ikke længere nok blot at smile lidt. Kan man så ikke længere betragtes som et erotisk væsen? Splittelsen og sorgen er stor i den ikke-unge, ikke-gamle kvindekrop – en krop i limbo. Men i tabet af noget opstår noget andet, som en Fugl Føniks rejser der sig af ungdommens aske en taknemmelighed for det, man har og er. Et sundt og rask barn, en stærk krop, et meningsfuldt virke, en delvis tilfredshed med sit ydre, som jeget på sin vis forsøger at slutte fred med efter mange års kamp.
Marie Louise Tüxen debuterede som digter i Hvedekorn i 2013. I 2017 udgav hun, ligeledes på Vild Maskine, den roste debutroman JEG SER MIG SELV SOM RYTMISK, som blev udvalgt som én af De bedste danske debutanter 2017-18 af Litteratursiden.dk. Siden da er det blevet til flere digte i poetiske tidsskrifter og dagblade samt to romaner i samarbejde med Anders Morgenthaler, udgivet på Gyldendal. Hver søndag er hun vært på podcasten Om søndagen græder vi på Podimo sammen med Hella Joof.
